Nuværende version fra 6. aug 2008, 16:15

Kultur og geografi.

En førstehåndsbeskrivelse af Ingeborg Vølsung.

Dværgene.

Rejsen til Dværgeriget alene giver et indtryk af hvor isoleret disse mandslinger har valgt at leve. Tilbagetrukket i de højeste bjerge, hvor de opholder sig under jorden en meget stor del af tiden. Rejsen går gennem de mest øde egne og ned gennem dybe bjergpas hvor tinderne rejser sig så højt at de ikke kan ses fra jorden. Midt i de mørke bjerge kommer man så til en mægtig stenmur. I muren findes en gigantisk jerndør der er hovedindgangen til Dværgenes By. Hele dette sceneri er meget dunkelt, massivt og egentligt ganske dragende.

Der kan ingen tvivl herske om dværgenes evner som håndværkere. Muren og portene, deres huse og miner, samt de mange håndværksboder i byen vidner om dette. Synd de til gengæld er temmeligt uopfindsomme. Der er langt mellem de lækre detaljer og små spidsfindigheder. Der findes ikke de store variationer i deres arkitektur og håndværk i øvrigt.

Men hvordan er så disse små behårede væsener. Mændene her alle store svulstige fuldskæg og maver. De tror selv det er maskulint at have kyllingerester i skægget og ølpletter på blusen. Gode manerer er ikke god tone (pånær til en vís grad ved hoffet). Kvinderne har også skæg og er temmeligt fede, men knap så beskidte. Jeg har meget ondt af mine dværge-søstre og deres kiksede udseende.

Byen er lille for en hovedstad at være, men hele vejen rundt om byen findes mineskakter og mange dværge opholder sig her i flere uger af gangen. Skakterne kan være mange mil dybe og de har gravet sig hele vejen ned til underverden, der er befolket med hele byer og samfund med onde og grusomme væsener som Dark Elves, Deep Gnomes og Duregar Dwarfs.

Kulturelt er dværgene utroligt primitive (som de fleste mennesker også er det). Mest af alt virker de som en flok primitive bjergbønder. Deres nationalsport er at smide med svin. De drikker en drik kaldet "Dwarfen Spirits" , som smager ganske rædselsfuldt. De samles døgnet rundt i kroer og drikker stadset og spiser fed mad. Deres tøj er solidt men simpelt og temmeligt grimt.

Dværgene begraver deres døde i kirkegårde på overfladen som mennesker gør det, men alle gravsten er blot kantede stenklodser med inskriptioner på deres eget sprog. Der ligger ingen blomster på gravene, men derimod små statuetter og smykker, der vist nok er helliget af gravfreden. Deres religion er en særlig dværgegud, men de virker ikke særligt religiøse, og der findes ikke mange templer eller tempelgængere.

Dværge er kedelige. Deres humor er plat og dum. De er ucharmerende og beskidte. Der er ikke den store forskel på mennesker og dværge (eller minotaurere).

Hvordan fornærmer man en mandlig dværg: Fortæller han at han er nemmere at gå ovenover end uden om, at minearbejde er simpelt, at stenarbejde er en lavere kunstform, han synger dårligt, at Dwarfen Spirits er for elverbørn. Hvordan fornærmer man en kvindelig dværg: Siger at hende skæg er dun, hævder at det ikke er sexet at være hjulbenet, at makeup ikke lægges med spatel.

Landets øverste leder er kongen, Red Beard, og lige under ham er rådet. Kongen har ikke absolut mangt. Han er faktisk den svageste konge jeg nogensinde her hørt om. Kun ved uafgjorte tvister i rådet kan han skære igennem. Ellers må han respektere rådets afgørelser. Rådets medlemmer udvælges blandt de viseste i samfundet. Eller blandt de rigeste, eller en udvalgt inderkreds, hvem ved, som jeg så det virkede det lidt som det hele. Rådet har for nyligt valgt at indgå i en forsvarsalliance med menneskene, der betyder, at de ikke længere er så isolerede som de har været.

Dværge er et stolt folkefærd og de sætter stor ære i hvad de bygger. De er mistroiske over for andre racer, og mener ofte at de har nok i sig selv. De er egentligt ikke så forskellige fra alle andre.

Trænings priser.

Hvis man ønsker at lære et håndværk, eller at svinge en økse, så er dværgene det rigtige sted. Til rimelige priser kan man lære dværgenes kunster at kende – hvis man bliver lukket ind !