Forskel mellem versioner af "Resmonien"

Versionen fra 9. feb 2014, 15:24

Geografisk beskrivelse af Resmonien og Sagos

Resmonien omfatter et større geografisk landområde som er en del af kontinentet Atruaghihinia. Region er afgrænset af vest- og nordvendte kyststrækninger ud mod Gihantor Havet. Mod øst afskæres regionen fra resten af kontinentet af den store bjergkæde, Mannoks klør. Mod syd grænser regionen op til golde ørkenlandskaber og det livsløse hav, Salthavet. Populært kaldes Resmonien region for Rigerne i Viften eller bare Viften. Sagos er en ø, vest for Resmonien, som er kendetegnet ved sin kontur, der ligner et udspilet sejl eller et segl, hvorfor Sagos oftest blot benævnes Seglet. Fyrsteslægterne og kongeslægten på Sagos siges at stamme fra de første mennesker i Viften, som i de tidligere tider dyrkede andre og nu næste glemte guder. Ifølge sagn forenende guderne sig med menneskene og fik jordisk afkom, som slægterne siges at udspringe fra. De herskende slægters markant længere levealder tilskrives det guddommelige blod. Nogle vismænd (meget få nulevende) hævder imidlertid at slægternes længere levealder er et resultat af at kønslig omgang med dæmoner i de første tider. Størstedelen af adelen afskriver dette som ammestuesnak, mens de med den anden hånd slår på deres slægtsskab med guderne og priser sig selv som den guddommelige herskerrace.

Sagos (Seglet)

Sagos, er i modsætning til rigerne i Resmonien, et storkongedømme. Storkongedømmet, Sagos, er lige så gammelt som det ældste fyrstedømme, Tjesmarn, i Resmonien. Begge riger har eksisteret siden de første mennesker etablerede sig i Resmonien. På øen Sagos (Seglet) hersker Kong Oriaz og har hersket i over 400 år. Kong Oriaz overtog tronen i den historiske tidsepoke, der blandt historikere, benævnes Etableringen (jf. Resmonias tidstabel). Prins A’leb er Kong Oriaz søn og varetager diplomatiske ærinder uden for Seglpagten.

Viften

Viften er populærnavnet for hele regionen, som også bærer navnet Resmonien. Folkeslaget refereres til som Resmonianere.

Den feudale magtstruktur i Resmonien

Feudalisme er i bund og grund en samfundordning, hvor fyrsten giver et stykke land til en vasal under bestemte vilkår. Fyrsten ejer i teorien (vel at mærke) al jorden i sit fyrstedømme, men har fordelt denne blandt en række vasaller (fra højadlen – grever og hertuger- som egentligt bare er magtfulde krigsherrer). Magten er derfor reelt spredt jævnt mellem fyrsten og den magtfulde højadel. Årsagen til konstruktionen er naturligvis, at det er umuligt for fyrsten at kontrollere hele sit rige (i mangel af effektivt statsapperat og infrastruktur) og derfor har baseret sin magt på relationer og alliancer med magtenheder, der kan supportere ham lokalt. I praksis er det eneste som binder riget sammen altså et setup som er baseret på personlige forbindelser og troskabseder (samt magtspil). Fyrsten overlader altså principielt brugsretten af sin jord til en vasal (krigsherre). Vasallen skal naturligvis formelt anerkende fyrstens overhøjhed og forpligter sig til at stille med krigstjeneste når fyrsten ønsker. Denne aftale er dog gensidig og fyrsten er således også forpligtet til at forsvarer sin vasal. Desuden får vasallen mere eller mindre ret (og pligt) til retshåndhævelse i sit område. I praksis er fyrsten afhængig af de tropper, som hans vasaller stiller med. Det er sket, at deres loyalitet har svigtet og de ikke har bakket op om deres fyrste som påbudt. I dette tilfælde (og enkelte andre særtilfælde) kan en fyrste have held med at fravriste en vasal deres len med henvisning til, at de ikke har opfyldt deres krigspligt. Dette system forgrener sig videre ned til lavadelen, som stiller med tropper, som indgår i højadelens hær. Reelt er situation i største delen af rigerne, at mange af de magtfulde slægter i praksis har opnået arveret til deres landområder – sådan var det ikke oprindeligt. Fyrsten kan i teorien modsætte sig dette, men i praksis er det næsten umuligt, da mange slægter er for magtfulde. Desuden vil det skabe usikkerhed hos mange af vasallerne og dermed destabiliserer hans magt position, hvis fyrsten først begyndt at bevæge sig ud af denne tangent. I forhold til udskiftning i lavadlen sker dette oftere, men stadig sjældent, da destabiliseringen vil sprede sig i underlenet på lignende vis. Det hænder dog at ”underlener” tordner sammen og en ny baron eller kar/van ser dagens lys. Ofte vil dette dog typisk ske med en overordnet lensherrers billigelse.

Adelhierarkiet i Resmonien

Storkongen

Storkongen, som for nuværende har magtbase i Sagos, er principielt den øverste i det adelige hiraki og besidder den formelle magt over fyrstedømmerne i seglpagten. Storkongedømmet blev genetableret efter at have været borte i 850 år. Det nuværende storkongedømme har eksisteret i godt 400 år. Storkongemagten går om sådan i arv, men er i princippet betinget af et aktivt og velfungerende rigsfællesskab Vifte-landene i mellem. Således faldt det daværende storkongedømme i grus for 1270 år tidligere.

Fyrsterne (kongerne)

De enkelte riger i viften regeres af gamle kongeslægter, men som en del af storkongedømmet, er disse konger benævnt fyrster. Fyrsterne besidder den øverste magt indenfor deres egne riger, men er overordnet underlagt storkongen. Principielt er fyrste ikke en adelig titel, ligesom baron eller greve, men er egentlig en ærestitel, der betyder den første. Det er altså rigets bedste mand; den rigeste og mest magtfulde – som i praksis er den sammen som landets konge. Kongeslægter i rigerne går i arv, men det hænder at svage slægter fjernes fra magten. Det er set i perioder, at der er sket hurtige skift mellem den ene og den anden konge. Endelig er det sket, at der i perioder har været flere konger samtidigt indenfor det enkelte land. I disse tilfælde har Storkongen typisk valgt side og aktivt støttet sin allierede. Kongerne kan således udspringe/opstå fra eksisterende adelslægterne, hvis magtfaktoren pludselig er i deres favør. Dette under forudsætning af, at de er stærke nok til at vælte den regerende konge og efterfølgende samle landet. Netop derfor bestemmer kongerne sjældent suverænt, da de ofte behøver støtte fra magtfulde stormænd og anden adel for at bibeholde magten. Hvis magteliten bliver utilfredse med kongen, så kan slægterne vende sig imod ham og bringe hans magt i alvorlig fare. Magteliten bliver derfor ofte spurgt, når der skulle laves nye love, føres krig eller tages beslutninger, der gælder hele landet. I de enkelte fyrstedømmer er der stor individuel variation af, hvor cementere den siddende fyrsteslægts magt er.

Adlen og stormænd

Adlen og stormændene er rige jordejere, der står i spidsen for deres slægt. De ejer som oftest store dele af enkelte landsdele, og nogle er så magtfulde, at de fungerede som suveræne mini-kongedømme i landet, ofte kaldt hertugdømmer. Kendetegnet for dem alle er, at de ofte meget rige og typisk har egne soldater/vagtkorps. Mange adelsslægter har ofte egentlige hærenheder, som kan være særdeles kostbare at holde aktive. Slægterne indgår næsten altid alliancer med hinanden. Det sker ofte gennem arrangerede ægteskaber, hvor slægterne gifter sig ind i hinanden og dermed binder de sig sammen via blodets bånd. Man ser jævnligt ægteskaber mellem rivaliserende slægter, anvendt som et effektivt middel, til at slutte fred og samle deres kræfter. På den måde er nogle af de mest magtfulde slægter blevet stærke.

Adlen – ”Det gamle blod”

I viften eksisterer meget fasttømrede traditionsforankrede adelsslægter. Meget sjældent finder en ny adling sted. Mange adelsslægter bærer det ”gamle blod”. De er en elite race, som bliver ældre og stærkere end normale mennesker. Leveralderen er +50 år i forhold til normalen. Slægtsskabet i denne del af adlen er uhyre stærkt. Af disse adelsslægter, betragtes det som dødssynd, at avle afkom med slægter/racer som ikke er forbundet med de rene slægtslinjer af det gamle blod. Netop derfor er ægtepagter i rigt mål anvendt til at knytte stærke bånd og alliancer disse slægte imellem. Hver af disse gamle slægter siges dog at bærer på en blod-forbandelse, rangerende fra forbier, fysiske handicap, psykiske lidelser og andre særpræg.

Højadlen

Fyrsterne i de enkelte lande, en håndfuld hertugslægter og grevskaber, samt storkongen-slægten fra Seglet udgør højadlen. Det har stort set altid været hertug-slægter eller et grevskab, som har efterfulgt eller overtaget regentmagten, hvis omstændighederne har krævet en omvæltning (både i form af manglende arvinger, væbnet magtovertagelse, anden revolutionær handling eller krig). Der har været enkeltstående tilfælde, hvor en baron eller lavere byrd har overtaget tronen.

Lavadlen

Omfatter en række baronier og ridder-slægter.

Ridderne

Højadlen kan udnævne riddere. Kun den siddende fyrste kan udnævne Blodsriddere (se nedenstående). Blodsriddere (kar): Indenfor ridderadlen eksisterer to kategorier, blodsriddere, som har arveret til titel og eventuelle besiddelser, og, æresriddere, som ikke har krav på at fastholde retten til riddertitlen eller besiddelser i slægten, hvis familiemedlemmer tildelt ridderskab skulle dø eller på anden måde miste retten til titlen. Blodsriddere (riddere af blodet) tiltales Kar (som betyder ren (eller lige) linie). Enten benyttes som det engelske Sir eller sammen med hele navnet F.eks. Kar Hubert Gyldentak Æresridder (van) (riddere af ære) tiltales med Van (som betyder tilknyttet). Van benyttes i midten af navnet til at knytte fornavn og slægtsnavn sammen, f.eks. Hubert van Gyldentak. Som Kar kan Van også benyttes i stil med det engelske Sir. I tilfælde af tvivl om hvorvidt en ridder skal tiltales Kar og Van, er der ofte visdom i at tiltale vedkommende med ”noble ridder” eller blot ”Kar”, da blodsridderne ofte tager det meget nært hvis retmæssigt titlen ikke tiltales korrekt.

Stormænd

Stormænd eller andre rige, magtfulde og indflydelsesrige personer uden adelstilknytning, bør tiltales med det prestigefyldte Herrlin eller Fraulin.

Det jævne folk

I de tidlige tider ejede de jævne slægter som regel deres egne gårde. Det ændrede sig imidlertid. Adelsslægterne (og stormændene) benyttede sig af de mange perioder med ufred i rigerne til at få fingrene i mange små, frie gårde på de frugtbare jorde. Dermed har magteliten yderligere konsolideret deres magt og rigdom. Der er dog stadig en del frie gårde rundt om i riget.